Vejledning ved Kogepåbud

I tilfælde af, at vandværket skulle blive udsat for et kogepåbud, vil der i SMS alarmen blive henvist til denne vejledning.

Vejledning ved forurening af vandværksvand med colibakterier.

Bakteriologisk forurening med coli. kan stamme fra coliforme bakterier, som er bakterier der findes naturligt i jord, i overfladevand og i forrådnende plantedele. Det kan accepteres, at der forekommer indhold af coliforme bakterier i drikkevand, men højst i et antal på 20 pr. 100 milliliter vand.

Bakteriologisk forurening med E-coli kommer fra fækale bakterier, som stammer fra tarmfloraen hos mennesker og dyr. En forurening med E-coli er ikke i sig selv sygdomsfremkaldende, men bakterien indikerer en forurening, og der må ikke findes et måleligt indhold af E-coli i drikkevand. Bakterien kan fjernes ved kogning.

Hvis der ved en vandanalyse findes coliforme bakterier over grænseværdien, eller der findes E-coli i drikkevand, har embedslægen pligt til at beordre kogepåbud indtil forureningskilden er fundet og forureningen er stoppet. Hvis Jonstrup vandværks forbrugere bliver udsat for et kogepåbud, vil der tilgå forbrugerne en SMS meddelelse herom og ligeledes vil der blive udsendt SMS meddelelse, når kogeforbuddet ophæves.

Det forurenede vand skal koges, inden det må drikkes og anvendes til tandbørstning. Det skal også koges, inden det anvendes til skylning af salater og andre grøntsager, som skal spises rå. Grøntsager, der skal spises rå, må heller ikke vandes med det forurenede vand.

Det forurenede vand er ikke egnet til opvask i hånden, idet bakterierne kan sprede sig via hænderne eller opvaskeremedierne. Vandet er heller ikke egnet til rengøring af flader, der kommer i berøring med levnedsmidler. I disse tilfælde skal vandet også koges.

Forurenet vand vil kunne benyttes til vask og maskinvask og det vil også kunne benyttes til almindelig rengøring, vinduesvask, gulvvask etc. Det vil også uden risiko kunne anvendes til personlig hygiejne.

Oppumpning af råvand med efterfølgende filtrering og iltning på vandværket foregår i et lukket system uden mulighed for forurening. Den største risiko for forurening af vandværksvandet findes hos forbrugerne. Her kan en defekt kontraventil i forbrugerens installation bevirke, at der strømmer urent vand, eksempelvis fra en vaskemaskine, en opvaskemaskine eller en højttryksrenser, tilbage i vand-forsyningsledningen. Der blev i 2010 indført skærpede krav til tilbagestrømssikring, især overfor erhvervsvirksomheder. Vandværkerne har ikke myndighed til at give  forbrugerne påbud om at efterleve de skærpede krav. Det er op til forbrugernes ansvarlighed.

, , , , ,