Orientering – Råd og vejledning

www.jonstrupvand.dk
Vandværkets hjemmeside indeholder en mængde af nyttig information.
Blandt andet om at åbne og lukke for vandet, om udskiftning af målere og om hvordan, man kan give besked til vandværket.

Muligheden er et tilbud. Man kan naturligvis, som hidtil,  kontakte vandværket pr. telefon.

Kontakt adresser findes også på hjemmesiden.

Giv besked
Er et link på Vandværkets hjemmeside. Her kan der sendes besked til kassereren om adresseændring, flytning og flytteaflæsning, fejl ved måler og målerbrønd og evt. andet. Der kan ikke indberettes aflæsning af årets forbrug på hjemmesiden. Man kan naturligvis, som hidtil, også kontakte vandværket pr. telefon. Se telefon numre og telefontræffetider på hjemmesiden.

Måleraflæsning.
Måleraflæsningen varetages af Jammerbugt forsyning A/S, som er et kommunalt selskab. Forsyningsselskabet udsender måleraflæsningskort, med måleraflæsning pr. 30. september. Der vil også kunne foretages elektronisk indberetning af målertallene, men forsyningsselskabet vil ikke kunne bestilles til fysisk at foretage måleraflæsning.
Skulle forbrugeren have glemt at indsende målertallene inden den 10. oktober, vil forsyningsselskabet udsende en rykker med kort varsel. Reageres der ikke herpå, vil vandværket få til opgave, at aflæse de resterende målere og vil, ligesom tidligere, beregne sig et gebyr på 100 kr. for det.
Jammerbugt forsyning A/S stiller målertallene vederlagsfrit til rådighed for vandværket, når aflæsningen er afsluttet. Vandværket sparer til porto til selvaflæsningskortene og honorar til assistance med håndtering af kortene og indberetning af tallene – og alternativt skulle forbrugerne indenfor kort tid foretage aflæsning af vandmåleren til både vandværk og forsyningsselskab.

Luk for vandet.
Vandværket opfordrer meget kraftigt andelshaverne til at lukke for vandet i målerbrønden, når huset forlades, og at lade tømmehanen i målerbrønden stå åben. Benyt helst T-hanen. Den er mest sikker.

Rør i ydervægge er et svagt punkt og en opvarmning i huset på nogle få grader er ikke nok til at forhindre frostsprængning af sådanne rør. Selvom huset står med frossikker opvarmning, er det ikke ok i alle tilfælde.

Kontrol af måler og målerbrønd.
Vandværket har påtaget sig vedligeholdelse af målere og målerbrønde, men det er ikke ensbetydende med, at vandværket fører løbende kontrol med målerbrøndene og selvforvoldt skade på målerbrønd og måler, herunder frostskader, dækkes ikke (regulativets § 9.9).
Det henstilles til hver enkelt forbruger selv at kontrollere målerbrønden jævnligt. Aflæs måleren for kontrol af lækager på egen installation og tjek, at målerbrøndens dæksel er sat ordentlig i og at dækslet ligger an mod pakningen. Forbrugerne opfordres til at læse vejledningen i betjening af målerbrønden på vandværkets hjemmeside.
Det sker ikke så sjældent, at vandværket bliver alarmeret med påstand om, at der ikke er tilstrækkelig vandforsyning. Der er næsten altid tale om en betjeningsfejl ved hanerne i målerbrønden og i sådanne tilfælde vil vandværket videresende VVS installatørens regning til forbrugeren. Det samme gælder ved uberettiget påstand om målerfejl.
Der forekommer af og til påkørselsskader på målerdæksel og målerbrønd. Sådanne skader vil kunne undgås ved en simpel afmærkning, f. eks med en stolpe eller en sten ved siden af målerbrønden.

Sort vand.
I forårsmånederne kan der forekomme sort vand. Det skyldes udfældning af jern og mangan, som er uskadelige stoffer. Vandanalyserne siger god for vandkvaliteten, og at filtreringen på værket er i orden.

Genen kan afhjælpes ved at lade en vandhane løbe, og tænk så på, at det kun koster ca. 7,50 kr. i en time. Det vil nok være en god idé at gøre det, når huset tages i brug efter vinteren og at få noget frisk oppumpet vand i stedet for vand, der har stået i ledningsnettet vinteren over.

Vand i målerbrønden
er almindeligt i vinterhalvåret. Det skader ikke målergarnituret, måske bortset fra håndtaget på tømmehanen. Lukkehåndtaget kan betjenes med en topnøgle, som kan hentes gratis på vandværket. Tekniske hjælpemidler her ud over, er for brugerens egen regning. Eksempelvis lænsepumpe, længere udblæsningsnippel eller bimåler.

Gratis
Ved vandværket kan der fortsat afhentes blå markeringsrør til opsætning ved målerbrønden, hvis den har tendens til at blive skjult af vegetationen.

Der kan også afhentes topnøgle til benyttelse ved betjening af messinghanen i målerbrønden. Sidstnævnte kan især være nyttig, hvis fysikken modsætter sig knæfald ved målerbrønden.

, , ,